En god start
Om Børnehuset Rosenhøj
Børnehuset Rosenhøj er både på hjemmeside og I huset startet en faglig forandringsproces
Hjemmesiden er under opbygning og vil gennemgå løbende ændringer, da hjemmesiden skal afspejle vores arbejde i praksis. Den skal være nem og lækker at tilgå, og vi ønsker, at forældre nemt skal navigere i informationer og vidensdeling.
Børnehuset Rosenhøj er en selvejende institution, som er tilknyttet børneringen. Børnehuset har driftsoverenskomst med Hvidovre Kommune. Vi ligger i lejede lokaler, og er to huse, hvor vi har børn fra 0-6 år. Børnehuset er fra 1967 og er startet op som en vuggestue og en børnehave. Den 2.1.2012 åbnede vi som Børnehuset Rosenhøj.
Børnehuset ligger dør om dør med fritidshjem/klub og tæt på Hvidovre Hospital, store boligområder og Sønderkærskolen.
I børnehuset er vi ca 96 børn i alderen 0 og 6 år.
Vi er to team, hvor alderen er fra 0-2 år, og fra 2-11 år til start i SFO.
Aula
Vi benytter Aula, og I kan med fordel gå ind og oprette jer inden start. Første gang i skal på skal det ske med nøglekort fra en PC. Det er vigtigt at I udfylder navne på hvem der må komme og hente, og så stamkort, da det er her vi kan se hvad vi skal være opmærksomme på, f.eks. mad, allergi, med mere.
Vores forventninger til børn og forældre
Her vil vi gå over de forventninger vi har til både dig og dit barn.
Når dit barn er 0 år
Det vil være dejligt hvis I har øvet at sidde i stol selv, så barnet er trygt ved at sidde på en stol. Vi prøver til at starte med at lade børnene der har behov for det at sidde på skødet, men vi har kun to ben hver.
Har prøvet at drikke/ holde en kop. Det selv at mærke maden, og spise lidt selv, jo tidligere barnet er fortrolig med det, jo lettere bliver det for os at skabe tryghed.
Når barnet skal ud og sove, er det en god ide at øve barnet i at kunne sove selv. Hold øje, men det at barnet selv mærker sine behov, og oplever fred og ro er vigtigt for barnet. Barnet vil typisk høre vinden, og opleve stilheden. Vi tror det er vigtigt i vores tids samfund hvor der er lys, larm og masser af indtryk hele tiden. Når barnet skal op, så giv det tid til at vågne, og mærke sig selv. Barnet skal nok sige til når det vil have opmærksomhed.
Når dit barn er 1 år
Det vil være dejligt hvis I begynder at øve i at drikke selv og selv kunne spise. Barnet vokser, og vil opleve at det selv at kunne klare disse ting giver selvværd.
På samme måde kan det betyde meget at selv kunne gå ind i vuggestuen og blive mødt af de voksne.
Vi er med på at det er hyggeligt at blive båret ind, og er der dage hvor det er lidt svært, så er det sådan det er. Men hvis vi skal blive gode til noget, så skal vi øve.
Overgang fra vuggestue til børnehave 2-3 år
Når jeres barn skal starte i børnehave, så vil I opleve at der er færre voksne til flere børn, og forventningerne til barnet er derfor at de er på vej med at være selvhjulpne Det er derfor vigtigt at I allerede fra toårsalderen begynder at træne barnet i at kunne tage tøj og sko på selv. Selvfølgelig skal der være omsorg og tid til at bare hjælpe barnet, men det at få trænet i at kunne det selv er vigtigt, da det i fremtiden bliver en vigtig faktor for at være en del af børnefællesskabet. Når tiden nærmer sig, vil det være en god ide at få set på søvnmønstret. Kan barnet evt. begynde kun at sove hver anden dag? Og kan vi lave en for barnet let overgang, så det ikke både skal starte på at gå i børnehave, smide sutten og heller ikke skal sove flere timer til middag hver dag? Jo mere klar barnet er med sut, ble og søvn, jo mere energi kan det det bruge på at være en del af fællesskabet i børnegruppen.
En måned før start i børnehave, vil der være et velkomstbrev til barnet og familie fra den kommende stue i børnehaven. Som udgangspunkt begynder indkøringen to uger før start.
Det er en god ide at gribe chancen når barnet er nysgerrige på at smide sin ble. Jo bedre oplevelse de har med at det ikke er til besvær, men at vi bare kan sige pyt, du får et par nye bukser på, jo bedre. Husk at have rigeligt skiftetøj, så barnet oplever at der er tøj, og det der sker er et uheld, og ikke nogen ulykke.
I børnehaven har vi ikke senge, men er der et barn der har brug for at sove en gang imellem, så finder vi ud af det. I vil helt sikkert opleve at få trætte børn hjem, men det handler ikke kun om søvnmønstret. Det at begynde at skulle lege med andre, og socialt at begå sig, er en krævende proces. Barnet bruger meget energi på at finde metoder, til at få adgang til en leg. Børnene vil typisk lege parallel leg, hvor de måske leger selv, men de har fokus på de andre, og ser hvordan de bruger sprog og kropssprog til at få adgang til den fælles leg. Efter en sådan dag, vil barnet typisk have brug for en pause, og når barnet er klar, vil det så gerne fortælle om dagen og oplevelserne.
Det at få en snak om dagen og hvad barnet har oplevet, er en rigtig god mulighed for at barnet for bearbejdet hvad der ud fra eget perspektiv, er sket, og hvad det følte i situationen. Er der noget der undrer jer, så kom og sig det til os, så vi muligvis kan være med til at få sat det ind i en større sammenhæng og kontekst.
Vores forventninger til de kommende skolebørn
En af de vigtigste ting som I og vi kan bidrage med, er at barnet er trygt, og er klar til at møde udfordringer.
Barnet skal have opbygget selvtillid, og vide at det godt kan selv. I kan øve de små ting, som at håndtere afsked, skift i hverdagen, og det at møde nye mennesker. Først når man er tryg, er man klar til nye udfordringer. Prøv at tage på en tur med toget, og prøv at sidde over for nogle fremmede. Kom ud og møde nye mennesker, hvor barnet har mulighed at skabe relationer. Øve rim og remser, og læs med barnet. Det er vigtigt at barnet er fortroligt med en bog, og det univers hvor man selv skal skabe sine egne billeder.
Hvad kan man forvente af et kommende skolebarn? Som udgangspunkt starter alle blødt op i børnehaveklassen, hvor det netop er meningen, at man skal øve sig på at gå i skole.
Det er en fordel, at skolebarnet kan følgende ting, når det starter:
Sådan hjælper du dit barn med at blive skoleparat
Kære forældre. Denne vejledning er til jer, så I får de bedste muligheder for at ruste jeres barn til en god skolestart i samarbejde med os her i børnehuset Rosenhøj.
Skoleparathed er en forudsætning for god trivsel i skolen, og en god skolestart er med til at skabe et solidt fundament for jeres barns videre skolegang. Børn udvikler sig ikke i samme tempo, og derfor er vejledningen tænkt som en hjælp til vurdering af jeres barns skoleparathed. Jeres barn skal altså ikke kunne alt indenfor de forskellige områder.
Motoriske kompetencer bør barnet
Kunne tegne en menneskefigur med hoved arme, ben, øjne og mund. Kunne sidde stille i 10-15 min. Kunne kaste og gribe en bold, kunne hinke og stå på et ben, klatre samt løbe. Kunne holde på en blyant med voksent blyantsgreb. Kunne klippe efter en streg med en saks.
Som forældre kan i:
Give muligheder for aktiviteter, der understøtter barnets interesse for tegning, skrivning og lign. Udfordre barnet motorisk fx at løbe, hoppe og tumle sammen. Cykle med jeres barn. Gå en tur i skoven, på stranden, bevæge sig på ujævnt terræn.
Sproglige kompetencer bør barnet
Kunne lytte og være opmærksom. Kunne modtage 2-3 korte beskeder, forstå dem og handle derefter. Kunne udtrykke sig forståeligt og have et alderssvarende ordforråd. Kunne forstå en kollektiv besked. Have interesse for tegn, bogstaver samt skrive eget navn.
Som forældre kan i:
Synge sammen med barnet. Læse for barnet og lade barnet genfortælle historien. Læse samt lege med rim og remser. Lege med ord og bogstaver. Opfordre barnet til at fortælle om sine oplevelser.
Selvhjulpenhed bør barnet
Kunne klare af- og påklædning selv og vurdere påklædning efter vejret. Selv kunne klare toiletbesøg. Kunne genkende egne ting og holde styr på dem.
Som forældre kan I:
Give tid og rum til at barnet bliver selvhjulpen med af- og påklædning. Opfordre barnet til at gøre så meget som muligt selv fx at barnet selv pakke sine ting, tal med barnet om hvad det har med af tøj mm., at barnet selv rydder op evt. med guidning.
Personlige kompetencer bør barnet
Have så meget selvværd og tro på egne evner, at det tør prøve noget nyt og overskride egne grænser. Være nysgerrig, have gåpåmod og kunne bruge sine erfaringer. Kunne koncentrere sig i 10-15 min. om både selvvalgte og ikke- selvvalgte aktiviteter. Kende sit fulde navn, fødselsdato, adresse og by samt vise interesse for familieforhold. Kunne give udtryk for egne følelser, udsætte behov og ønsker. Kunne sige til og fra og bede om hjælp, når det har brug for det.
Som forældre kan I:
Give barnet opgaver i hjemmet fx dække bord, rydde op, deltage i madlavning mv. Støtte og anerkende barnet, når det udfører en opgave. Tage barnet alvorligt fx ved at spørge ind til hvordan det har det og ved at lade barnet svare selv, når andre spørger det om noget. Give barnet almenviden ved at tale om begivenheder og oplevelser.
Sociale kompetencer bør barnet
Have en vis robusthed, kunne samarbejde og gøre sig gældende i en gruppe. Kunne aflæse andres følelser, reaktioner og tage hensyn til andre. Have forståelse for at være en del af en gruppe. Have forståelse for andres behov. Selv kunne klare små konflikter. Kunne overholde regler i spil og leg. Kunne vente på tur. Have forståelse for hvordan dets handlinger virker på andre. Kunne lytte til andre, fortælle og svare på spørgsmål.
Som forældre kan I:
Lade barnet lege med andre børn fx ved at inviterer venner med hjem. Spille spil sammen med barnet/flere børn i en lille gruppe. Lade barnet deltage i fællesaktiviteter med andre fx sport, dans, udflugter mv. Træne barnet til at være en del af en gruppe og udsætte behov ved fx at bede barnet om ikke at afbryde når andre taler. Lade ordet gå på skift under aftensmaden fx ved at øve barnet i, ikke at skulle høres først hver gang